Mads Riis
Den unge jazzkomponist og guitarist Mads Riis skaber musik, der inviterer lytteren ind i et meditativt og sanseligt univers. Med stilsikre kompositioner kredser hans musik om erindring, længsel og den stille bevægelse mellem fortid og nutid.
Sangene er opstået i kølvandet på en periode præget af rodløshed og tempoet i storbylivet i Berlin – en erfaring, der blev vendepunktet for en indadskuende søgen mod naturen, barndommens landskaber og spørgsmål om identitet. Musikken fungerer som et refleksionsrum, hvor nærvær og eftertænksomhed er i centrum.
Mads Riis er opvokset i et hjem, hvor jazzen var en naturlig del af hverdagen. Med en jazzmusiker som far blev jam-sessions og koncerter tidligt en del af hans liv og skabte en stærk følelse af tilhørsforhold til musikmiljøet. Efter at have afprøvet flere instrumenter fandt han sit mest naturlige udtryk på guitaren, og allerede i de tidlige teenageår fordybede han sig i jazzmusikken. Her oplevede han en forankring, som senere smeltede sammen med inspiration fra pop- og indiegenrer til et personligt tonesprog, hvor klare strukturer og improvisation mødes.
I forbindelse med sin uddannelse på konservatoriet i Berlin modtog Mads Riis i slutningen af 2025 det prestigefyldte Karl Hofer Jazz-Stipendium for sine kompositioner og sit kunstneriske virke. I april 2026 deltager han i finalen af Keep An Eye International Jazz Award på det legendariske spillested BIMHUIS i Amsterdam.
